Kære alle

I fortjener en kæmpestor tak for at have hjulpet os til vores drømmebolig her i dejlige Torre de la Horadada.
Gittes evne til at sætte sig ind i vores behov og ønsker, give os et overblik over de forskellige områder og herefter tage os med ud at se nogle få, udvalgte og meget relevante boligmuligheder har gjort det at finde og købe bolig i et fremmed land til en særdeles tryg og ubesværet proces.
Anette har gennem hele byggeprocessen hjulpet os med at træffe de rigtige valg mht. materialer og tilkøb, og hun har løbende givet os status på byggeriet. På den måde har hun sørget for, at vi gennem hele byggeprocessen – i et fremmed land med en fremmed totalentreprenør –  har følt os helt trygge.
Mht. til møbler og indretning har Anette forstået at sætte sig ind i vores behov og ønsker – men også at udfordre os. Det har vi sat stor pris på, og resultatet er blevet helt, som vi har drømt om.
Med så dygtige, engagerede og kunde-/serviceorienterede medarbejdere er det naturligt, at vi har haft mindre med dig at gøre, Carsten, men det er alligevel tydeligt for os, hvorfor du har de gode medarbejdere, du har.
I vores snak forleden, lyttede jeg mig til, at du ønsker, I differentierer jer ved at hjælpe os som kunder trygt gennem hele processen fra A til Z. Det gør I til “UG med kryds og slange”. Og for dig handler det ikke kun om købs- og byggeprocessen men også om at give os mulighed for at finde ind i sociale netværk.
I differentierer jer. Og I gør det overbevisende.